Massageterapeuten tilbyder både traditionel fysiurgisk massage, muskelterapi og afspænding. Det er effektivt og afslappende og vil modvirke muskelspændinger, ømme muskler og led, spændingshovedpine, smerter i ryg, lænd, skuldre og nakke. Massagen er også effektiv hvis man lider af stress og søvnbesvær.
Her i klinikken begynder massagen med en samtale, for at afdække ønsker for massagen, og for at få et indtryk af eventuelle problemområder. Når klienten ligger på briksen og modtager massagen, tilpasses de forskellige strøg, tryk og greb m.m. så smertetærsklen ikke overskrides. Efter massagen er det vigtigt at drikke rigeligt med vand, så kroppen kan udskille de affaldsstoffer der måtte være, og dermed øge effekten af massagen.
Fysiurgisk massage betyder at behandlingen er baseret på et fagligt kendskab til kroppens anatomi og fysiologi. I denne dybdegående massageform gennemarbejdes musklerne fra deres udspring til deres tilhæftning, og musklerne bliver udspændte og afslappede. Kredsløbet stimuleres og blodgennemstrømningen øges i muskulaturen, hvorved affaldsstoffer frigøres. Afslapning af musklerne virker også afstressende på psyken og giver større velvære.